Forside           Udgivelser           Forfattere           Kontakt           Links           Bestil en bog 

 

 

Klik på et billede og læs mere
Eller se oversigt
 
Jon Varangian:
Revolution
Eller dragen der ville være blå.

Pris online
kr. 199,-
plus porto.
Pris i boghandlen
kr. 299,-.

Bestil online: 

 

Revolution bagside GE_TH.jpg

Kig STOR forside
Kig STOR bagside Hvad er I CHING?
Jon Varangian
Anmeldelser & download
"Ich bin noch ein Berliner...
Interview med Jon Varangian - Side 2
Juli 2010



NEUKÖLLN

Men du bor ikke selv hverken i det klasssiske Berlin eller i, hvad skal vi kalde det, det nye Berlin?

Nej, jeg bor i en nedtrampet bydel. Neukölln er en slags residual. Her er meget knapt med sights udover Neukölner Oper og en fantastisk badeanstalt. Det er ikke her, den kreative klasse bor eller arbejder. Ja, der er et par kunstnertyper og punks og lidt studerende — det var i øvrigt i Neukölln, at David Bowie levede i 1990’erne og indspillede tre album, men det er heller ikke noget tilfælde, at den tyske narkofilm Knallhart foregår her i kvarteret.

Til gengæld bor her titusindvis af tyrkere og andre emigranter. Og deres typiske småbutikker og gadeliv præger bydelen. Men her er roligt. Der er ikke de der machoskud i gaderne som på Nørrebro i København. Måske er der ovenikøbet ved at vokse lidt alternativ undergrund op omkring Kottbusser Tor blandt trediegenerationsindvandrere. På overfladen er Kotbusser Tor ellers et hængud sted for frugthandlere, pushere og hustlere. Ja, det knudepunkt ligger måske egentlig i Kreuzberg, men socialt er det meget Neukölln.


Men hvorfor bor du så i en nedtrampet bydel, Jon?

Her er sgu ret fredeligt. Endnu billigere husleje og dagligvarer, thai og afro-spisesteder. Og så er Neukölln ikke med på turistkortene. Nå, men i øvrigt har jeg U-bahn til døren og kan hurtigt komme rundt til resten af byen. Og desuden er Berlin en fremragende cykelby. Ingen bakker som i Oslo og Århus. Mange og brede cykelstier, og hvor de ikke findes, er man såmænd velkommen til at bruge fortovene. Bilisterne tager faktisk hensyn til cyklisterne her. Man kan lissom trække sig tilbage i Neukölln og rase ud i skrivearbejde uden at skulle promenere eller på café hele tiden. Cafeer er der til gengæld ikke rigtigt noget af, men bierstuben og kneiper og net-cafeer. Og så skulle man tro, at hver tredie tyrker her har en net-café. Der var en overgang en lille stuecafé ved siden af min opgang, med billig morgenmad og sær musik. Men så forsvandt bøssen og skødehunden, som havde stedet. I nabolaget ligger også et autonomt værtshus. På Syndikat kan man få sort kaffe og hele udtrækket af øl og heavy metal.

Det hele lyder sådan lidt retro østberlinsk?

Det er det slet ikke. Neukölln er nabo til den gamle Tempelhof lufthavn, Hitlers civile propagandalufthavn. Tempelhof kom til at ligge i den amerikanske zone og blev redningsplanken for de allieredes luftbro i 1948-49. Dengang blokerede Sovjetunionen vejene til Berlin i Den Kolde Krigs begyndelse. Næ, Neukölln er ’vestberlinsk’, men ikke særlig prangende. De knap 200.000 beboere er vel delt lige over mellem knap så bemidlede berlinere og indvandrere.

Hvor længe har du egentlig boet i Berlin?

Tjah, jeg har været ude og inde nogle gange. En håndfuld år er det vel blevet til. I de senere 1970’ere boede jeg en kortere periode i Østberlin og var indskrevet ved Humboldt Universitet. Jeg boede i Pankow, som ligger lidt nord for Prenzlauer Berg og Wedding. Kørte med et par sporvognslinjer  ind til Unter den Linden. Der var arbejdskraftmangel i Østberlin, så der var ingen konduktør. Man skulle selv lægge afmålte pfenning i bøssen og rulle en række billetter ud, alt efter hvor mange stoppesteder, man skulle med, og så rakte folk billetten i vejret, så medborgerne kunne se, at  man betalte for turen. Dét var sjovt! Man fik solid og billig mad i den gamle Rathauskeller under bydelens rådhus og håndskænkede 3-4 centiliters Doppelkorn snaps. Men det var stort set den eneste luksus i Østberlin. Jeg kom også i et kollektiv i Vestberlin på det tidspunkt, men det var et cirkus at komme frem og tilbage over grænsen, og bare det at ringe til Vestberling kunne kun ske fra særlige og sikkert aflyttede telefoner. Forskellen mellem Øst og Vest var rasende, og der er mange skrøner at fortælle, men-æh …


ISLAND


Ja, vi skal lige høre lidt om din endnu tidligere fortid. Du er født på Island?

I Island, hedder det. Island er godt nok en ø. Den er fem gange større end Danmark. Og om øer siger man mormalt ’på’. På Bornholm. Men Island er en selvstændig nation, og derfor er den korrekte politiske og sproglige betegnelse ’i Island’.  Nå, der kom lingvisten og islændingen op i mig, he-he. Men, ja, jeg er født i begyndelsen af 1950’erne nord for Reykjavik og Mosfellsbær i et lille udsted, som hedder Fitjar. Dér snakkede jeg en del med Lilletrold, som boede under den store sten nede ved fossen, og spiste livretter som pandekager, blodbudding og røget lam, åh ja, åh ja. Men selv i et udsted gik der ry om den forkromede amerikanske livsstil.

Amerikansk kultur? Island ligger da ellers tættere på resten af Norden.

Ja, ja. Men bortset fra den gamle koloniarv og alt det der så var store dele af kulturlivet og dele af det sociale liv meget amerikaniseret. Der var jo mere end 3.000 amerikanske tropper stationeret på Keflavik luftbasen. Under krigen havde der været 50.000. Det er sgu mange i en befolkning på godt 200.000. Og der var jo en sværm af unge mænd med røven fuld af adrenalin og hormoner. De kom med musik og tøj og cigaretter og biler og amerikansk tv, som kunne ses i Reykjavik i en årrække. Hjemmefra havde rekrutterne fået at høre, hvor skøn Island var, og at der var en pige bag hvert et træ ... Nu har vi jo altså et specielt nordligt klima, så hvad rekrutteringsfolkene ikke sagde, var jo, at der næppe var et eneste træ i Island. Men piger ville de jo træffe, de unge GI's, selv om pigerne i Life Magazine blev beskrevet som 'chilly' lige som klimaet. Helt kolde var de nok ikke alle sammen, for krigens moralisering og udstødelse af amerikanerpigerne fortsatte. I mange år var der restriktioner på orlov for ugifte amerikanere. Alkohol ville soldaterne også have uden for basen, og det i et land hvor Vínbuðin hersede med Nordens strengeste alkoholpolitik. Det var den ene kulturpåvirkning udefra. Og så lærte jeg dansk fra min tidligste barndom.


Nej, hvordan det?  Blev Island ikke helt selvstændigt fra Danmark efter Anden Verdenskrig?

Jo, jo. Island blev republik i 19
44. Men Anders And & Co udkom kun på dansk! Så når tegneseriebillederne ikke mere var nok, begyndte jeg at stave mig igennem det danske. Og i øvrigt fik jeg dansk som første fremmedsprog i skolen i Mosfellsbær fra 5. klasse. Dansk som fremmedsprog, javel hr. lærer, men det var sådan set er stort fremskridt. Tidligere var det officielle sprog selvfølgelig  kolonimagtens sprog, og tilbage fra 1880’erne indførtes systematisk danskundervisning på gymnasiet i Reykjavik. Så kunne eleverne læse de mange lærebøger på dansk. Og få en dannelse som passede sig for kommende embedsmænd! Ja, ja, du gamle undertrykker! Men selvom dansk nu om stunder kun er andet fremmedsprog efter engelsk, så er der stadig meget danskundervisning i Island. Dansk ses som en sproglig nøgle til hele Norden. Og det kom sådan set også til at passe på mig.



OSLO


Du kom til Danmark?

Nej, ikke i første omgang. Efter min studentereksamen rejste jeg til Oslo, og jeg har ikke boet i Island siden. Jeg læste ved Universitetet i Oslo. Det havde fået bygget sådan et 1960'er-moderne udvidelse i det nordlige Oslo. Blindern hedder det. Og her holdt Nordisk Institut til i Henrik Wergelands Hus. Jeg levede et par år et ret fredsommeligt, fornorsket studenterliv, var med i modstanden mod EEC — HA! nordmændene stemte sig udenfor i 1972! — berusede mig i kaffe og snak på Frederikke og festede i studentbyen på Sogn og studenterhuset Chateau Neuf. Og så læste jeg vel litteratur og sprog.

Men hør så lige. Venstrefløjen i Oslo og Norge som helhed var dengang og mange år frem stækt præget af maoistiske og marxist-leninistiske grupperinger, som var ekstremt firkantede i deres opfattelse af alting. Af socialismen. Af kapitalismen. Af det revolutionære parti, af staten, af klasseanalysen, at proletariatet … Litteraturen var også på spil, og nogle af de kendteste, unge fremstormende forfattere og flere etablerede overgav sig til ml'ere. De blev i årevis partiskrivere for Arbeidernes Kommunistparti, AKP(m-l). Det var Dag Solstad, Kjell Askildsen, Tor Obrestad, Espen Haavardsholm, Jon Michelet. Ingen turde mumle, at det sgu var en tragisk afsporing af et berettiget oprør, jo, vent lidt, der var fornuftige folk omkring forlaget Pax, og hele det klima var så KEDELIGT! Fitte rakker’n hvor var det kedeligt. Så inmari trist.



ÅRHUS

Hvad stillede du op mod al den kedsommelighed?

Sex & Dope & Rock'nRoll! Tjah, jeg hørte Zappa og Doors og Led Zeppelin, skrev syrede digte og røg fede i parken ved kongeslottet på Karl Johan. Sex var desværre lidt mere sparsomt. Endnu. Men så — i 1971-72 tror jeg —kom der nogle danskstuderende op fra København og Århus til et længere kursus, og så kom der mere rock og rul på socialismen, og jeg tog med til Århus og flyttede i kollektiv, fik mig en dansk kæreste og fulgte noget undervisning på Nordisk Institut og aktiviteter i Studenterfronten. Hér blev komms’erne og ml’erne holdt ud i strakt arm, altså de partikommunistiske studenter og de marxistisk-leninistiske smågrupper, men hovedfjenden var selvfølgelig det borgerlige universitet og den positivistiske videnskab. Det kom der en del tør Marx-exegese ud af. Men også aktionsteater og rockbands.

Undervejs kom jeg så i kontakt med mere anarkistiske tanker og virkemidler og det spor har været varmt siden, ikke mindst blandt nogle kaoter og autonome folk i Berlin.

FREM =>   Klik til N�STE side


     Forlaget Rip Rap / Rip Rap Publishers ©  - Tlf. / Phone +45 20208697