NEUKÖLLN
Men du bor
ikke selv hverken i det klasssiske Berlin eller i, hvad skal vi
kalde det, det nye Berlin?
Nej, jeg bor i en nedtrampet
bydel. Neukölln er en slags residual. Her er meget knapt med sights
udover Neukölner Oper og en fantastisk badeanstalt. Det er ikke her,
den kreative klasse bor eller arbejder. Ja, der er et par
kunstnertyper og punks og lidt studerende — det var i øvrigt i
Neukölln, at David Bowie levede i 1990’erne og indspillede tre
album, men det er heller ikke noget tilfælde, at den tyske narkofilm
Knallhart foregår her i
kvarteret.
Til gengæld bor her titusindvis af tyrkere og
andre emigranter. Og deres typiske småbutikker og gadeliv præger
bydelen. Men her er roligt. Der er ikke de der machoskud i gaderne
som på Nørrebro i København. Måske er der ovenikøbet ved at vokse
lidt alternativ undergrund op omkring Kottbusser Tor blandt
trediegenerationsindvandrere. På overfladen er Kotbusser Tor ellers
et hængud sted for frugthandlere, pushere og hustlere. Ja, det
knudepunkt ligger måske egentlig i Kreuzberg, men socialt er det
meget Neukölln.
Men hvorfor bor du så i en nedtrampet bydel, Jon?
Her er sgu ret fredeligt. Endnu
billigere husleje og dagligvarer, thai og afro-spisesteder. Og så er
Neukölln ikke med på turistkortene. Nå, men i øvrigt har jeg U-bahn
til døren og kan hurtigt komme rundt til resten af byen. Og desuden
er Berlin en fremragende cykelby. Ingen bakker som i Oslo og Århus.
Mange og brede cykelstier, og hvor de ikke findes, er man såmænd
velkommen til at bruge fortovene. Bilisterne tager faktisk hensyn
til cyklisterne her. Man kan lissom trække sig tilbage i Neukölln og
rase ud i skrivearbejde uden at skulle promenere eller på café hele
tiden. Cafeer er der til gengæld ikke rigtigt noget af, men
bierstuben og kneiper og net-cafeer. Og så skulle man tro, at hver
tredie tyrker her har en net-café. Der var en overgang en lille
stuecafé ved siden af min opgang, med billig morgenmad og sær musik.
Men så forsvandt bøssen og skødehunden, som havde stedet. I
nabolaget ligger også et autonomt værtshus. På Syndikat kan man få
sort kaffe og hele udtrækket af øl og heavy metal.
Det hele lyder sådan lidt retro østberlinsk?
Det er det slet ikke. Neukölln er
nabo til den gamle Tempelhof lufthavn, Hitlers civile
propagandalufthavn. Tempelhof kom til at ligge i den amerikanske
zone og blev redningsplanken for de allieredes luftbro i 1948-49.
Dengang blokerede Sovjetunionen vejene til Berlin i Den Kolde Krigs
begyndelse. Næ, Neukölln er ’vestberlinsk’, men ikke særlig
prangende. De knap 200.000 beboere er vel delt lige over mellem knap
så bemidlede berlinere og indvandrere.
Hvor længe har du egentlig boet i Berlin?
Tjah, jeg har været ude og inde
nogle gange. En håndfuld år er det vel blevet til. I de senere
1970’ere boede jeg en kortere periode i Østberlin og var indskrevet
ved Humboldt Universitet. Jeg boede i Pankow, som ligger lidt nord
for Prenzlauer Berg og Wedding. Kørte med et par sporvognslinjer
ind til Unter den Linden. Der var arbejdskraftmangel i Østberlin, så
der var ingen konduktør. Man skulle selv lægge afmålte pfenning i
bøssen og rulle en række billetter ud, alt efter hvor mange
stoppesteder, man skulle med, og så rakte folk billetten i vejret,
så medborgerne kunne se, at man betalte for turen. Dét var sjovt!
Man fik solid og billig mad i den gamle Rathauskeller under bydelens
rådhus og håndskænkede 3-4 centiliters Doppelkorn snaps. Men det var
stort set den eneste luksus i Østberlin. Jeg kom også i et kollektiv
i Vestberlin på det tidspunkt, men det var et cirkus at komme frem
og tilbage over grænsen, og bare det at ringe til Vestberling kunne
kun ske fra særlige og sikkert aflyttede telefoner. Forskellen
mellem Øst og Vest var rasende, og der er mange skrøner at fortælle,
men-æh …
ISLAND
Ja, vi skal
lige høre lidt om din endnu tidligere fortid. Du er født på Island?
I Island, hedder det.
Island er godt nok en ø. Den er fem gange større end Danmark. Og om
øer siger man mormalt ’på’. På Bornholm. Men Island er en
selvstændig nation, og derfor er den korrekte politiske og sproglige
betegnelse ’i Island’. Nå, der kom lingvisten og islændingen op i
mig, he-he. Men, ja, jeg er født i begyndelsen af 1950’erne nord for
Reykjavik og Mosfellsbær i et lille udsted, som hedder Fitjar. Dér
snakkede jeg en del med Lilletrold, som boede under den store sten
nede ved fossen, og spiste livretter som pandekager, blodbudding og
røget lam, åh ja, åh ja. Men selv i et udsted gik der ry om den
forkromede amerikanske livsstil.
Amerikansk kultur? Island
ligger da ellers tættere på resten af Norden.
Ja, ja. Men
bortset fra den gamle koloniarv og alt det der så var store dele af
kulturlivet og dele af det sociale liv meget amerikaniseret. Der var
jo mere end 3.000 amerikanske tropper stationeret på Keflavik
luftbasen. Under krigen havde der været 50.000. Det er sgu mange i
en befolkning på godt 200.000. Og der var jo en sværm af unge mænd
med røven fuld af adrenalin og hormoner. De kom med musik og tøj og
cigaretter og biler og amerikansk tv, som kunne ses i Reykjavik i en
årrække. Hjemmefra havde rekrutterne fået at høre, hvor skøn Island
var, og at der var en pige bag
hvert et træ ... Nu har vi jo altså et specielt nordligt
klima, så hvad rekrutteringsfolkene ikke sagde, var jo, at der næppe
var et eneste træ i Island. Men piger ville de jo træffe, de unge
GI's, selv om pigerne i Life Magazine blev beskrevet som 'chilly'
lige som klimaet. Helt kolde var de nok ikke alle sammen, for
krigens moralisering og udstødelse af amerikanerpigerne fortsatte. I
mange år var der restriktioner på orlov for ugifte amerikanere.
Alkohol ville soldaterne også have uden for basen, og det i et land
hvor Vínbuðin hersede med Nordens strengeste alkoholpolitik. Det var
den ene kulturpåvirkning udefra. Og så lærte jeg dansk fra min
tidligste barndom.
Nej, hvordan det? Blev Island ikke helt selvstændigt fra
Danmark efter Anden Verdenskrig?
Jo, jo.
Island blev republik i 1944.
Men Anders And & Co udkom kun på dansk! Så når tegneseriebillederne
ikke mere var nok, begyndte jeg at stave mig igennem det danske. Og
i øvrigt fik jeg dansk som første
fremmedsprog i skolen i Mosfellsbær fra 5. klasse. Dansk som
fremmedsprog, javel hr. lærer, men det var sådan set er stort
fremskridt. Tidligere var det officielle sprog selvfølgelig
kolonimagtens sprog, og tilbage fra 1880’erne indførtes systematisk
danskundervisning på gymnasiet i Reykjavik. Så kunne eleverne læse
de mange lærebøger på dansk. Og få en dannelse som passede sig for
kommende embedsmænd! Ja, ja, du gamle undertrykker! Men selvom dansk
nu om stunder kun er andet
fremmedsprog efter engelsk, så er der stadig meget danskundervisning
i Island. Dansk ses som en sproglig nøgle til hele Norden. Og det
kom sådan set også til at passe på mig.
OSLO
Du kom til
Danmark?
Nej, ikke i
første omgang. Efter min studentereksamen rejste jeg til Oslo, og
jeg har ikke boet i Island siden. Jeg læste ved Universitetet i
Oslo. Det havde fået bygget sådan et 1960'er-moderne udvidelse i det
nordlige Oslo. Blindern hedder det. Og her holdt Nordisk Institut
til i Henrik Wergelands Hus. Jeg levede et par år et ret
fredsommeligt, fornorsket studenterliv, var med i modstanden mod EEC
— HA! nordmændene stemte sig udenfor i 1972! — berusede mig i kaffe
og snak på Frederikke og festede i studentbyen på Sogn og
studenterhuset Chateau Neuf. Og så læste jeg vel litteratur og
sprog.
Men hør så lige. Venstrefløjen i Oslo og Norge som
helhed var dengang og mange år frem stækt præget af maoistiske og
marxist-leninistiske grupperinger, som var ekstremt firkantede i
deres opfattelse af alting. Af socialismen. Af kapitalismen. Af det
revolutionære parti, af staten, af klasseanalysen, at proletariatet
… Litteraturen var også på spil, og nogle af de kendteste, unge
fremstormende forfattere og flere etablerede overgav sig til ml'ere.
De blev i årevis partiskrivere for Arbeidernes Kommunistparti,
AKP(m-l). Det var Dag Solstad, Kjell Askildsen, Tor Obrestad, Espen
Haavardsholm, Jon Michelet. Ingen turde mumle, at det sgu var en
tragisk afsporing af et berettiget oprør, jo, vent lidt, der var
fornuftige folk omkring forlaget Pax, og hele det klima var så
KEDELIGT! Fitte rakker’n
hvor var det kedeligt. Så inmari
trist.
ÅRHUS
Hvad stillede
du op mod al den kedsommelighed?
Sex & Dope & Rock'nRoll! Tjah, jeg
hørte Zappa og Doors og Led Zeppelin, skrev syrede digte og røg fede
i parken ved kongeslottet på Karl Johan. Sex var desværre lidt mere
sparsomt. Endnu. Men så — i 1971-72 tror jeg —kom der
nogle danskstuderende op fra København og Århus til et længere
kursus, og så kom der mere rock og rul på socialismen, og jeg tog
med til Århus og flyttede i kollektiv, fik mig en dansk kæreste og
fulgte noget undervisning på Nordisk Institut og aktiviteter i
Studenterfronten. Hér blev komms’erne og ml’erne holdt ud i strakt
arm, altså de partikommunistiske studenter og de
marxistisk-leninistiske smågrupper, men hovedfjenden var
selvfølgelig det borgerlige universitet og den positivistiske
videnskab. Det kom der en del tør Marx-exegese ud af. Men også
aktionsteater og rockbands.
Undervejs kom jeg så i kontakt
med mere anarkistiske tanker og virkemidler og det spor har været
varmt siden, ikke mindst blandt nogle kaoter og autonome folk i
Berlin.
FREM =>
|
