 FIKTION
Og så er vi tilbage ved Berlin. Men forinden er der en lidt
mystisk ting, jeg godt vil have din kommentar til. Man kan ikke vide
det, før man har læst ”REVOLUTION. Eller dragen der ville være blå.”
Og det har jeg jo som din redaktør. I din roman optræder der en
person, en karakter, som hedder det samme som dig, altså Jon
Varangian? Hvad sker der her med fiktion og virkelighed?
Nåh! Jeg troede, det skulle være en overraskelse for folk og læsere
i Kardemomme by. Men okay. Ja, ja. Så vil jeg lige vende tilbage til
zen-fingeren. Som peger på månen, men ikke er månen. Eller det
berømte maleri af den belgiske surrealist René Magritte. Billedet
består kun af en stor pibe. Og maleriets titel, som også er skrevet
på lærredet er: ”Ceci n’est ne pas un pipe”. Dette er ikke en pipe.
Altså, mon ikke vi lige skal forstå, at det er et billede af en
pibe. Det er ikke en pibe. Det er ikke en virkelig pibe, men en
fiktion. En fiktion om en pibe.
Jeg siger jo, at med det samme, man sætter bogstaver sammen — i
gamle dage kunne man sige: med det samme man sætter bogstaver på
papir — altså, med det samme man sætter bogstaver sammen og laver
ord og sætninger, så skriver man fiktion. Med mindre man skriver
meta-sprogligt sprog, som handler om netop det sprog, man skriver.
Det er der en del modernistisk og post-modernistisk digtning, som
har gjort sig i. Ret ulæseligt, men det kunne man kalde virkelig
skrift, men det er som regel blandet op med store dele fiktion, så
det …
Så al skrift er fiktion?
Ja. Al skrift som giver sig af med at beskrive foreteelser i
virkeligheden er fiktion. Man kan netop diskutere om ikke for
eksempel kommando-skrift og informations-skrift er virkelig skrift,
lovgivning, påbud, optællinger, vejledninger, konkrete oplysninger
og den slags. Men ellers, ja. I øvrigt er de første skriftlige
kilder, menneskeheden har, netop om sådan nogle størrelser. Handel
og vandel i Tell Sabi Abyad og Uruk for 4-5000 år siden.
Det er selvfølgelig en banal konvention, når det drejer sig om en
romanfigur. Dog er der jo altid de her snu læsere, som vil forveksle
forfatteren og fortælleren. Som måske taler om nøgleromaner eller
nøglefigurer. Men enhver iscenesættelse skaber et filter af fiktion.
Men så er DU måske også, Jon Varangian, en fiktion?
He-he. Ja, det kunne man da godt sige … Men jeg sidder jo her og
taler med dig hr. redaktør, over Skype, og vi snakker om rigtige
ting og begivenheder.
Hm. Men hvorfor må vi ikke se dit fjæs? Hvorfor er der ikke noget
forfatterportræt på romanens omslag? Der er da plads til det på
flapperne. Eller på forlagets websider om din roman?
Jeg er åbenbart lidt forsigtig med min identitet. Er identitet slet
og ret et CPR-nummer med tilknyttet kød og blod? Eller er identitet
en række handlinger i en strøm af NU'er, som ikke nødvendigvis er
fortløbende? Er identitet et Jeg, et sprog, en erindring? I følge
buddhismen er der intet Jeg. Jeg'et er en sammensat størrelse uden
bestandig kerne. Jeg'et er en illusion. Levende væsner, alle levende
væsner eksisterer kun i kraft af deres relationer. Måske er Jon
Varangian et pennenavn, som eksisterer i kraft af sine relationer?
Det vil jeg ikke afsløre. Jeg ønsker jo ikke lige min bog
beslaglagt.
Beslaglagt! Hvorfor skulle din roman blive beslaglagt?
Der er folk, myndigheder, i både Norge, Danmark og Tyskland som
gerne vil ’snakke med mig’. Vi har forskellige opfattelse af
demonstrationsfrihed, kunstnerisk frihed, civil ulydighed og den
slags hårde stoffer.
Hvilke aktioner eller … handlinger har du … har været
grænseoverskridende, Jon Varangian?
Det kan vi kun tale om i virkeligheden, hr. redaktør. Det vil
forfatteren Jon Varangian ikke have knyttet til sig. Så ville jeg jo
ikke mere være en fri forfatter …
RETUR TIL START =>
|
